ÅRSSKRIFT 2005 – EN DIKTER OPPVOKST I ØVREBØ

ÅRSSKRIFT 2005 – EN DIKTER OPPVOKST I ØVREBØ

Alf Kjølsrud forteller.

En dikter oppvokst i Øvrebø

Fra vårt medlem, Alf Kjølsrud, har vi fått et dikt som en dikter, Gerhard Faye, oppvokst i Øvrebø har skrevet.

Bakgrunnen er at hans far Andreas G. Faye var kapellan i Øvrebø fra 1760 – 1775. Senere dro Gerhard Faye til Danmark og ble amtmand i Thisted og en kjent og avholdt mann i de høyere kretser der. Han hadde likevel ikke helt lagt poesien på hylla og professor Fancis Bull uttaler om hans dikting.: ”Det er i det hele ikke mange av hans dikte, som bærer originalitetens stempel; men i de vers, hvor han er helt sig selv, hører vi en blødere melodi og en rikere rytmisk evne, fornemmer en større billeddannende fantasi, en inderligere indlevelse i naturstemningen end hos de aller fleste av hans norske samtidige.”

Om diktet ”Morgenen”, som vi gjengir et utdrag av,  ble det i et tidsskrift som het Minerva i 1785 skrevet i en fotnote: Egnen, som beskrives, er ved Øvreboe, Sangeslands Prestegaard i Norge, hvor forfatteren er opfød.”

Faye skriver selv om diktet’s innhold: ”Forfatteren vaagner af Søvnen, anstiller en kort Betragtning over den Forandring, som den havde frembragt paa hans Legem og Siel; han vandrer siden du i den omliggende Egn, hvor den frie Lufts Behageligheder modtage ham, Den tidlige Morgenstunds Høitidelighed forestilles; den Stillhed, den Ensomhed, som hersker allevegne, giør stærkere Indtryk paa Hiertet, den opløfter Sielen til Andagt, og giver Anledning af Naturen til hellige Betragtninger. Tusmørket og Ensomheden frembringe Frygt, som dog dæmpes ved Erindringen af Skaberens Næværelse, af hans Godhed og hans særdeles Omhu for Mennesket.

Dagen frembryder nu, og viiser Naturen i sin rigtige Skikkelse. Egnen beskrives, og af de Begravelses-høie, som i en lang Rad strekker sig fra Østen til Vesten, tages Anledning til en poetisk Fiction. Malerie over et lige over Prestegaarden uthengende Bierg. Solsorten begynner nu at gjøre Morgenen høitidelig med sin Sang. Solen stiger opp i sin Majestæt. Fuglene modtage den med Sang, og Blomsterne udbrede sig mod dens straaler. Endog de ringeste Ting i Naturen foreene sig til at forskjønne Morgenstunden. Mennesket vaagner, Vindskibelighed foreener sig med den muntre Landmands Sang, for at giore Morgenen lige nyttig som behagelig. Hiordene drives ud. Den Tummel, som disse foraarsage, oppvækker Skræk hos de tilforn saa muntre Fugle. Mistænkelighed og Taushed beynder at herske, ligesom Dagen skrider frem. Digteren undersøger Aarsagen hertil, og tager Afsked med sin Morgenstund.”

Vi kan ikke ta med alle 30 versene, men bare noen som beskriver i poetiske vendinger noe vi kjenner igjen fra Øvrebø: ———–

”Jeg ser mit Fødeland, og skuer i  dets Barm – Din runde Gavmildhed, din Pragt algode Skaber! – Men i Forbauselse Min Aand sig ofte taber, – Naar jeg i fæle Spoer seer Hævnens grumme Arm: – Her ligger Tegninger av Paradisets Egne – Blant ville Levinger af Flodens grumme Magt. – En blodig Valplads hist fremvise allevegne – En Rad af Høie1) der, hvor Kiempers Liig blev lagt.

End næres Skoven her af slagne Nordmænds Blod. – Og i hver vældig Gran den Værdighed fremsmiler, – Som Helten eiede, der, glemt af Verden, hviler – I denne stille Høi 1) , hvorpaa han fordum stod. – Og med en mægtig Arm  for Norges Ære stred. – Indtil en graadig Pil den unge Kiemper saarer, – Som i en slagen Kræts af Fiender sank ned. – O Landsmand! Du er haard, som ikke fælder Taarer.

1)  (Forfatterens kommentar): En Rad af Høie udstrække sig i en lang Række fra Østen til Vesten. Min Fader lod omkaste nogle og tyve af disse, og fandt af de Levninger, som Tiden endnu ikke havde kunnet fortære, at de havde været Begravelses-Høie for afdøde Krigere.

Her hæver sig et Field paa tvende Klippers Grund. – En Krands af Birkeløv dets høie Tinding zirer; – Mørkt svæve Skyggerne bag ranke Grane. Spirer, – Og bringer Lyset du fra Maleriets Bund. – Et styrtefærdigt Bierg 2) staaer du af Klippens Bryst; – Paa Almagts Hænder lagt, det trodser Tyngdens Love; – Her taber Fælhed sig blant Yndighed og Lyst, – Blant Buske, løvrigt Krat og smaae dædalske Skove.

2) (Forfatterens kommentar.)  Et over Præstegaarden nedhengende Bierg, som ganske synes at hænge ud over sin Tyngde-Punkt og hvert Øieblik true med sit Fald. Jeg har ikke vidst hvor jeg skulde hefte dette Biergstykke, uden ved at lade det hvile paa Almagtens Hænder.

(Vi tar ikke med mer, men minner om at det var dette diktet som førte til at arkeolog Frans Arne Stylegard fikk kjennskap til at det har vært en lang rekke av gravhauger på Sangesland, og en av dem fant han rester av da de foretok utgraving før en eventuell utvidelse av kirkegården.)

Kristioffer Berntsen