ÅRSSKRIFT 2003 – INGUNN ALMEDAL GREIBESLAND

ÅRSSKRIFT 2003 – INGUNN ALMEDAL GREIBESLAND

Har det bodd ekstra storvokste mennesker i Øvrebø en gang? Skal vi tro den muntlige tradisjon har det ihvertfall gjort det på Stallemo!Ingunn Almedal Greibesland skrev om dette i årsskriftet 2003.

Røsen på Hægeland i Øvrebø:

Tradisjonen sier at en for lenge siden fant noen urimelig store menneskebein i en gravhaug på Hægeland. Stedet der de gjorde dette funnet heter fremdeles ”Røsægra”. Funnet gjorde selvsagt et sterkt inntrykk på folk, og her har jeg tatt med det amtmann Holm skrev om dette i Top.Journal:

”Førend jeg slutter dette sogns beskrivelse, må jeg ikke forbigå at melde om et benrad, som i 1774 blev fundet i en høj ved en bondegård på Hegeland kaldet, som ligger på en stor og behagelig slette omgivet med bjerge, hvor en kæmpe skal have havt sit opholdssted, ligesom det hele sogn efter beretning skal have været beboet af stridbare kæmper.

Højen, hvori benevnte benrad lå, var 20 alen lang, 3 alen bred og omtrent 1,5 alen høj over jorden, da mulden i så mange år er falden sammen og sunken ned til denne højde. I øvrig har legemet, som nu brugeligt er, været nedgravet i nogen jord, og siden overøst leermuld.

Opsidderen på denne gård, som tilforn havde opgravet adskillige høje, hvori var funden leerkrukker med kul og aske udi, foretog sig at opgrave denne høj, og i det han grov, kom han til anklerne av de to menneskeben, som var af ualmindelig størrelse. Dette arbeidet holdt han ved, indtil han havde gravet jorden både fra lår og leggebenene, som låe en halv alen langt fra hinanden, og var 7 Quarter hver for sig lange, og så tykke at han med begge sine hænder neppe kunde spende om dem. Så lenge de lå i jorden var de hele, men så snart tog han ikke i dem, før de faldt i stykker, og siden smulnede ganske hen, men af benradet så han ikke, førend han kom til kjevebenet, som lå helt og holdent med tænderne i veiret, og var fra øret til hagen en god halv alen langt, og ligeså bredt i åbningen ned ved halsen, dette faldt ligeledes i stykker, da han tog derpå.

Af det hele overhoved fandt han intet uden nogle hvide tynde smuler af hovedskallen, næsten som æggeskal, og tænder faldne af overmunden, hvilke vare i behold.

Det mål hvorefter manden har målet benradet og ethvert stykke især, er ikke gisning og efter øjesyn, men dels efter det brugelige alenmål, så som kjævebenet, dels efter fod, hele benradets længde der var 17 fod, men da mandens fod fattes en tomme på en halv alen, bliver der et Quarteers forskjel, så at hele længden fra ankelen til underkjæven har været henved 8 alen, og vil man nu lægge hælene og hovedet til, har længden ikke været langt fra 8,5 alen.

Til denne uhørte højde, synes tænderne, og det sværd, samt økse og brynje, som fandtes i graven, fuldkommelig at svare. Sværdet synes at være et Quarter bredt og 4 alen langt, så længe det lå i jorden, men så snart man tog i det, smulnede det i mange stykker. Øxen eller brynjet, som havde et jernskaft, var ligeledes fortæret, at kun lidet af bladet, som en god håndbred var tilbage.

Tænderne alene som ere i behold, og ere det meste bevis på det anførte, var 32 i tallet. De største af kindtænderne er en god tomme tykke i firkant, andre igjen er meget tyndere, men derimot bredere, ja axeltænderne ere endnu større. Overalt viser deres Skabning og dannelse, at de ikke har været af noget dyr, men mennesketænder, ligeså usedvanlige som den person, der i sin tid har bæret dem.”

(Øvrebøboka bd. 3, Kultursoga)

Denne historien har flere element i seg, det er både et historisk sagn og et opphavssagn som forteller hvordan Røsægra har fått navnet sitt.

Dette funnet ble gjort i 1774. På gården Hægeland skal denne kjempen ha levd. Funnet gjorde sterkt inntrykk på folk, men ingen kunne forklare hvor benene stammet fra.

Amtmann Holm har i Top.Journal beskrevet dette funnet nokså detaljert, noe som beviser at funnet virkelig har skjedd. Dette er en meget spesiell fortelling der en historisk hendelse er blitt til et sagn. Samtidig beskrives benene av en embetsmann, noe som styrker elementets sannhet.

Kristioffer Berntsen